Designet og stilen er altafgørende for et produkts branding. Ikke alene produktets eget design og stil, men også emballagens design og stil kan bære produktet frem. Når vi betaler mange penge for en mærkevare fra fx Gucci, Louis Vuitton eller Mulberry, forventer vi, at emballagen svarer overens med varens høje kvalitet. Posen skal sende de rigtige signaler, når vi forlader butikken og færdes i byen med den.
Poser er kult
Posen har fået kultstatus. Den bliver brugt igen og igen. Den er et statussymbol, et samlerobjekt med sin egen værdi. Mange unge opsøger street fashion butikkerne alene for posernes skyld, det er nemlig vigtigt at kunne fremvise den rigtige pose bag på cyklen, til fitness eller hvor det nu har betydning at flashe et bestemt tilhørsforhold.
Nogle butikker sælger ligefrem deres poser. Modebutikken og brandet Flying A tog konsekvensen og solgte de røde poser med det bevingede A alene – altså uden indhold. Det er efterhånden en del år siden de røde poser gjorde deres indtog i gadebilledet.
Fashion sender de rigtige signaler
At de klassiske og eksklusive poser med f.eks. relieftryk og læder- eller stofhanke har deres målgruppe er der ingen tvivl om, men samtidig er der en rivende udvikling igang inden for materialer og design. Hos Scan Lux satser man seriøst på modebranchen og har lanceret linien Fashion, der repræsenterer det hotteste inden for udviklingen af materialer og design. |